De første lokalaviser

Forhistorien er knyttet til en gruppe adresseaviser eller ”Kommissionsaviser”, der udkom i København fra sidst i 1770-tallet. Det første egentlige distriktsblad er den københavnske ”Huusposten” fra 1850 efterfulgt af ”Avertissementsbladet for Kjøbenhavns Forstæder og Omegn”, der udkom to gange i ugen. Generelt set var distriktspressen de første 40 til 50 år af sin eksistens et udpræget storbyfænomen. Først omkring 1890

Mellemkrigstiden
Især i 1920’erne og i 1930’erne kom nye blade i stort tal. Dette faldt sammen med den første store epidemi af bladdød blandt dagbladene med deraf følgende bladkoncentration. Som en konsekvens heraf fik hvert overlevende dagblad større oplag og større geografisk område, og den redaktionelle dækning af de mindre lokalsamfund blev svækket. Det førte også til højere annoncepriser i dagbladene. Det gav distriktsbladene medvind hos de mindre handlende, håndværkere etc., som havde et voksende behov for at annoncere. Ofte var det små bogtrykkere i de mindre byer, der for at supplerer indtægter startede en lokal annonceavis. De begyndte ofte som abonnementsblade, men gik snart over til gratis husstandsomdeling. 

Efter 2. verdenskrig

Under besættelsen 1940-1945 og et par år frem var der stilstand primært på grund af papirrationering, der relativt set ramte ugeaviserne hårdere end dagbladene. Men adskillige ugeaviser begyndte at udvide det redaktionelle stof. Derved blev de nu alvorlige konkurrenter til dagbladene, der som modtræk fra sent i 1960’erne startede deres egne ugeaviser, dels opkøbte eksisterende blade.

Fra en spæd start i begyndelsen er de dagbladsejede avisers andel således i 1994 vokset til knapt halvdelen af det samlede antal og andelen i 1999 yderligere til 60 pct.

I 1960 var der i alt 275 titler med et samlet oplag på 1,5 mio. I 1970 var antallet steget til 325 titler og oplaget til 3,2 mio. I 2003 er antallet stabiliseret omkring 300 bladtitler og et oplag på 7,5 mio. eksemplarer.

Distriktsbladskoncentration
Fra midt i 1970’erne sker der en koncentration, der medfører færre bladtitler, men til gengæld en kraftig vækst i oplaget:

I tabellen ses de gennemsnitlige oplagstal, der er konstant voksende, hvilket er en klar indikation på bladgruppens vækst og øgede styrke i annoncemarkedet.

I de senere år er der tillige kommet en del regionale blade til. Indholdsmæssigt afviger disse noget fra den egentlige lokale ugepresse, da deres stof ikke har samme lokale tilknytning, men er langt mere alment og feature-præget eller regionalt.

Læserne
Hvis man spørger, hvem der læser ugeaviser, er det klare svar: Alle. Intet andet medie appellerer i samme grad til alle uanset geografi, alder, uddannelse, erhverv eller indkomstforhold. Forskellige undersøgelser peger i samme retning:

Siden 1975 har i hvert fald 81-82 pct. af den voksne befolkning jævnlig læst ugeaviser. Det fremgår tillige, at de fleste læser mere end én af de ugeaviser, der kommer ind ad døren.

Den eneste forskel er, at lidt flere kvinder end mænd læser den lokale avis. Forklaringen er, at en væsentlige del af læsningen skyldes dagligvareannoncerne, og at det først og fremmest er kvinderne, der står for indkøbene.

I 1970’erne og 1980’erne begyndte en udvikling mod mere og bedre journalistisk indhold i ugeaviserne. Der blev ansat flere uddannede journalister, og redaktionerne arbejdede i det hele taget professionelt med at udvikle avisens indhold og design. Det redaktionelle spaltetal blev udvidet, og fire-farvede illustrationer og annoncer prægede mere og mere siderne. Også den tryktekniske side udviklede sig kraftigt, så avisen mod årtusindeskiftet fremtræder fuld på højde med konkurrerende trykte publikationer.

Der er to grunde til, at de lokale ugeaviser står stærkt i annoncørernes øjne: Den høje læserdækning og de konkurrencedygtige annoncepriser. I kraft af lavere omkostninger til redaktion, administration og distribution har de kunnet holde lavere priser på annoncerne. Alt i alt udgjorde de derfor fra starten et konkurrencedygtigt alternativ til dagbladene, hvad angår lokalannoncering. Dette aspekt blev yderligere forstærket, efterhånden som dagbladskoncentrationen satte ind. Dagbladene dækkede stadig større områder.

Lokalsamfundets medie

Konkluderende kan man sige, at de lokale ugeaviser har udviklet sig til et essentielt medie for lokalsamfundet parallelt med, at dagspressen i takt med koncentrationen er blevet langt mere regional eller national. Tendensen mod større mængde lokalstof i ugeaviserne er blot et udtryk herfor.

De lokale ugeaviser har fra og med midten af 1970’erne været den eneste mediegruppe, der har fungeret som nyheds- og annoncemedie for de lokale samfund, der på én og samme tid er blevet integreret i det almene samfund og har måttet finde sammen for at kunne få det lokale samfund til at fungere som en selvstændig enhed. Ugeaviserne har fungeret som budbringer mellem lokalsamfundets enkelte dele. Konstant har de tillige fungeret som uundværlige medier for de lokale erhvervsinteresser.

Organisatoriske forhold
I 1936 dannede en række københavnske distriktsblade en salgsorganisation under navnet. Distriktsbladenes Sammenslutning (DS).

Distriktsbladenes Sammenslutning og Dansk Bogtrykker- og Presseforening stiftede i 1972 Fællesrepræsentationen for Danske Distriktsblade og Lokalaviser, der dog snart tog navneforandring til Landsrepræsentationen for Danske Distriktsblade og Lokalaviser.

Afløsningen herfor blev dannet i september 2000, hvor den nye brancheforening, Ugeaviserne, Foreningen af Danske Lokale Ugeaviser, blev stiftet.

I 1974 etablerede de blade, der hørte hjemme under Dansk Bogtrykker- og Presseforening, et salgssamarbejde under navnet Provinsens Distriktsblade (PD). Det ændrede i 2000 navn til Danske Lokalaviser.

De dagbladsejede aviser etablerede i 1985 deres salgsarbejde i Danske Distriktsblade (DD), og i 2005 d. 1. juli blev der dannet en ny fælles salgsorganisation mellem Danske Distriktsblade og Danske Lokalaviser, De Lokale Ugeaviser. Dermed blev det muligt at annoncere i 232 lokale ugeaviser ved at henvende sig blot ét sted. Samtidigt er der være tale om det første avissamarbejde, der uden forbehold dækker samtlige husstande i Danmark.

Verden over kendes lokale ugeaviser, som uddeles gratis til nærområdets husstande. Men få steder har den lokale budbringer så stor udbredelse som i Danmark.

Det fremgår af den statistik, som den verdensomspændende organisation, World Association of Newspapers (WAN), udarbejder. I den årlige publikation World Press Trends findes oplysninger, som viser, at danske lokale ugeaviser er noget særligt.

Med 300 ugeaviser overgår Danmark klart sine nordiske naboer, hvor Finland har 146, Sverige 116, Norge 77 og Island 23.

Kun 10 lande i hele verden har flere ugeaviser i forhold til indbyggerantallet.

Men ugeavisernes helt specielle rolle i det danske mediebillede kommer frem, når ugeavisernes samlede oplag ses i forholdet til befolkningstallet. Her kan Danmark notere 1,7 eksemplarer pr. indbygger – og det er ganske enkelt det højeste i verden.